Foran tre dommere argumenterede Shahs advokat mandag for, at den svindeltiltalte mand ikke bør udleveres.

Afgørelse i sagen om udlevering af bagmand i svindelskandale trækker ud

Foto: wikimedia commons
Foto: wikimedia commons
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 12.43.

I løbet af et retsmøde mandag ved en domstol i Dubai er argumenterne for og imod at udlevere den svindeltiltalte Sanjay Shah blevet vendt og fremlagt. Konklusionen lader dog vente på sig. Først på et retsmøde om en uge, vil domstolen afsige kendelse om, hvorvidt Sanjay Shah skal sættes på et fly til Danmark, eller om han får lov at blive i Dubai, skriver nyhedsbureauet AP mandag.

Retsmødet foregik for lukkede døre, men Shahs advokat Ali al-Zarooni oplyser til AP, at han brugte sin taletid på at forsøge at overbevise sagens tre dommere om, at Shah ikke skal udleveres til de danske myndigheder. I Danmark venter en retssag mod Sanjay Shah. Han er tiltalt for at have bedraget den danske statskasse for over ni milliarder kroner.

Det skal være sket ved, at selskaber søgte om refusion af udbytteskat, uden at de har ejet de aktier, de har villet have tilbagebetalt skat for. Sanjay Shah nægter sig skyldig og har udtalt til Børsen, at han benyttede et hul i loven. Sanjay Shah blev anholdt for tre måneder siden i Dubai, hvor han bor i en villa på en kunstig palmeø.

Selv hvis det i forbindelse med retsmødet mandag den 12. september bliver besluttet, at han kan udleveres til Danmark, kan processen trække ud.

»Når der afsiges kendelse i sagen, vil det for både anklagemyndigheden i De Forenede Arabiske Emirater og Sanjay Shah være muligt at appellere kendelsen inden for 30 dage. Sagen vil i givet fald derefter blive behandlet i sidste retsinstans, hvor afgørelsen vil være endelig. Den konkrete tidshorisont for dette forløb kendes ikke«, har Udenrigsministeriet tidligere oplyst til Ritzau.

Det var tilbage i 2015, at det blev opdaget, at de danske skattemyndigheder var blevet snydt for milliarder. Arbejdet med at få Sanjay Shah til Danmark har varet i flere år. Der er truffet kendelse i Danmark om, at der er grundlag for at varetægtsfængsle ham, og der er lavet en generel udleveringsaftale mellem Danmark og emiraterne. Ifølge Udenrigsministeriet har de danske repræsentationer i De Forenede Arabiske Emirater gennem en årrække arbejdet for at få sagen fremmet hos myndighederne i landet. Danmark har en ambassade i Abu Dhabi og et generalkonsulat i Dubai.

»Blandt andet har repræsentationerne været bindeled mellem danske og emiratiske myndigheder. Eksempelvis ved at formidle anmodninger fra danske til emiratiske myndigheder«, oplyser Udenrigsministeriet.

En anden brite ved navn Anthony Mark Patterson er i samme sag tiltalt for at hjælpe Shah. Han er endnu ikke anholdt og nægter sig skyldig.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her