Retten i Randers har fredag idømt en 51-årig mand syv års fængsel for modtagelse og besiddelse af 2150 kilo hash, oplyser anklagemyndigheden ved National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Sagen indgår i et større kompleks kaldet ’Operation Rome’. Som led i den efterforskning blev 18 personer anholdt 5. april. Anholdelserne skete i Østjylland, på Fyn og i Spanien. Dagen efter blev 10 mænd varetægtsfængslet. Blandt dem var den 51-årige mand.
Manden valgte ved retsmødet at lægge kortene på bordet og tilstå sin rolle i sagen. Fredagens dom bliver derfor heller ikke anket til Vestre Landsret, fortæller forsvarsadvokat Jan Schneider.
»Vi har valgt at modtage dommen«, siger han til Ritzau.
Ifølge advokaten valgte retten at se en smule mildere på sagen, end anklagemyndigheden havde krævet.
»Anklagemyndigheden gik efter otte års fængsel, mens jeg bad om en mildere straf«, siger Jan Schneider.
Manden er dømt for på sin bopæl i Kolind på Djursland ad flere omgange at have modtaget større mængder hash, som han opbevarede.
Hos NSK fortæller specialanklager Lise Hebsgaard, at sagen er resultatet af en omfattende politiefterforskning.
»Retten har fundet bevist, at den dømte har haft en vigtig og nødvendig rolle i indsmugling af meget store mængder hash til Danmark«, lyder det fra Lise Hebsgaard.
Ud over fængselsstraffen blev der med dommen foretaget konfiskation af udbytte for 100.000 kroner.
ritzau




























