Tre personer er kæntret i en kano på Slivsø syd for Haderslev. To personer er indtil videre reddet i land.

Helikopter hjælper kæntret person i land ved sønderjysk sø efter større redningsaktion

Lyt til artiklen

Syd- og Sønderjyllands Politi havde fredag aften gang i, hvad politiet selv beskrev som en større indsats på Slivsø syd for Haderslev.

Tre personer var kæntret i en kano. Mens to af dem selv kunne komme op på land igen, måtte den tredje have hjælp. Der blev derfor iværksat en redningsaktion, hvor en redningshelikopter endte med at få den tredje person op ad vandet, oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt til Ritzau.

Personen, som blev reddet af helikopteren, blev hjulpet ud af det, som Erik Lindholdt beskriver som et moseområde i søen. Personen bliver fredag aften fløjet til kontrol på Aabenraa Sygehus efter at være blevet underafkølet. De øvrige to bliver tilset af en læge på stedet, men meldes ifølge politiet i god behold.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 19.30 fredag aften. De tre personer, som kæntrede, er alle danske mænd.

Slivsø er med en størrelse på 164 hektar Sønderjyllands tredjestørste sø.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her