Der er observeret gaslækage nær Bornholm, umiddelbart efter meldinger om fald i trykket i Nord Stream 2.
Gaslækage observeret på Nord Stream 2's rute nær Bornholm
Lyt til artiklen
Henter...
Der er mandag observeret en gaslækage sydøst for Bornholm.
Det oplyser Søfartsstyrelsen i en navigationsadvarsel. Her lyder det desuden, at lækagen er farlig for skibsfarten.
Lækagen er sket på den rute, hvor den store gasledning Nord Stream 2 løber.
Meldingen om en lækage kommer, umiddelbart efter at der natten til mandag blev observeret et fald i trykket i gasledningen. Trykket faldt angiveligt fra omkring 105 bar til 7 bar, skriver nyhedsbureauet Reuters.
I en pressemeddelelse bekræfter Energistyrelsen, at der er opstået et læk på den ene af to Nord Stream 2-gasledninger i dansk område sydøst for Dueodde.
Forbud mod sejlads i området
Sejlads er mandag forbudt inden for et område af fem sømil - svarende til knap ti kilometer - fra gaslækagen, oplyser Søfartsstyrelsen.
»Uden for forbudszonen er der ikke sikkerhedsrisici forbundet med lækket. Hændelsen forventes ikke at have konsekvenser for den danske forsyningssikkerhed for gas«, lyder det fra Energistyrelsen i pressemeddelelsen.
Videre skriver styrelsen, at ’relevante myndigheder’ koordinerer indsatsen, og styrelsen vil opdatere løbende.
Nord Stream 2 løber fra Rusland til Tyskland.
Den var stort set klar til at blive taget i brug og var blevet fyldt med 300 millioner kubikmeter gas, da den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, kort før Ruslands invasion af Ukraine meddelte, at man ville droppe brugen af den.