Mentalundersøgelse i forbindelse med sagen viste, at parret er psykisk syge, så de ikke er egnet til fængsel.

Ægtepar solgte i årevis tusindvis af stjålne cykler fra deres værksted. Nu er de idømt behandlingsdomme og udvist

Foto: Jonathan Bjerg Møller
Foto: Jonathan Bjerg Møller
Lyt til artiklen

På et cykelværksted på Røde Mellemvej på Amager i København solgte et ægtepar gennem flere år lige under 3.000 stjålne cykler. De er torsdag blevet idømt behandlingsdomme for hæleri af særlig grov beskaffenhed, dokumentfalsk, cykeltyveri og misbrug af andres NemID.

En mentalundersøgelse under sagen viste, at de to ikke kan afsone en almindelig fængselsdom på grund af deres psykiske tilstand. Ud over behandlingsdommene er parret, der er fra Rusland, blevet udvist fra Danmark i henholdsvis fem og seks år.

Ægteparret solgte cyklerne via dba.dk, hvor de havde oprettet flere verificerede brugere ved at have brugt stjålne oplysninger til NemID. Ægteparrets søn, en 43-årig dansk statsborger, har fået tre måneders betinget fængsel. Han er dømt for at have modtaget penge mellem 2018 og 2019, selv om han vidste, hvad forældrene foretog sig.

Senioranklager Sofie-Amalie Brandi er glad for, at de kriminelle aktiviteter er blevet lukket ned.

»Det har været et ret professionelt setup, hvor man har ændret stelnumre og reservedele er blevet udskiftet. Og så har det været svært at genkende cyklerne, når de er blevet sat til salg på internettet«, siger hun.

Ægteparret fabrikerede desuden kvitteringer, der skulle vise køberne, at de havde erhvervet sig cyklerne lovligt, selv om det ikke var tilfældet. For det er parret blevet dømt for dokumentfalsk. Den 68-årige og den 65-årige blev anholdt i februar 2020. I den forbindelse ransagede politiet flere adresser og beslaglagde et større kontantbeløb og mange hundrede cykeldele.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her