Det er underligt, når sofaen igen er fuld af børn – også selv om de er 20 cm højere end en selv – skriver Per Munch i denne klumme.

Per Munch: Min datter skulle flytte for tredje gang. Denne gang havde hun sørme forberedt flytningen og alting. For eksempel var hun stået op

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Jeg troede, det var sket. Det med at lege kødsovsfamilie og få slikskål om fredagen. Men pludselig sidder vi der alle fire. Tre søndage i træk har vi nu bænket os i sofaen til ’Carmen Curlers’. Krøller eller ej. Vi elsker vores børn. Også selv om det koster. Don’t get me started.

Vi sad og så dem bygge fabrikken i Kalundborg, der dybest set ligner et megastort gult parcelhus fra min barndom med brunt, orange og masser af tobaksrøg. Så kom min kone til at sige det. At vi har fået en tradition med søndagsmiddag. Jeg sad med tilbageholdt åndedræt af frygt for, at hun alene ved at sige det højt kommer til at ødelægge alt. Shyyy.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her