Det er bare en lille portion guld, hun kommer for at sælge. 500 kroner kan hun få med den anden vej, når smykkerne er vejet og vurderet.
Men lidt har også ret, når man har fået en gasregning på 20.000 kroner, forklarer kvinden, inden hun forlader firmaet Nordisk Guld i hjertet af København og forsvinder ud i storbyens larm som repræsentant for en af tidens tendenser:
Et stigende antal danskere lapper privatøkonomien ved at sælge ud af deres private guldsmykker.
Mens inflationen har udløst historiske prisstigninger på energi og fødevarer, går vi på jagt i skuffer, skabe og skrin for at finde smykker i ædle metaller, der nemt og enkelt kan byttes med de kontanter, der mangler i budgettet.
