Lyt til artiklen
Jeg arbejdede engang på en specialskole for børn med autisme. Fire gode år. Her oplevede jeg tydeligt, hvordan børn, der kom fra almindelige folkeskoler, hvor der ikke var blevet taget faglige eller sociale hensyn til deres diagnose, blomstrede op igen. Nu gik de i en klasse med seks elever, havde deres egen faste plads, og fik lov til at løbe en tur op og ned ad trappen, hvis adhd’en gjorde det umuligt at holde benene i ro.
Lige siden jeg stoppede, har jeg tænkt meget over, hvad der mon blev af de børn, når de forlod specialskolen og gik ud ad porten på sidste skoledag, når karamellerne var kastet. Hvad der ville ske med dem, når de trådte ud i virkelighedens kaos, som de fleste af os ved godt kan være barsk og give mange skrammer.
