Priserne på alt fra strøm og varme til dagligvarer stiger og presser danskernes økonomi. Samtidig vælter danskerne ind i landets genbrugsbutikker, som bugner med brugt både i de stadig flere fysiske forretninger og på markedspladser for genbrugsvarer på nettet.
Men når det kommer til julegaver, tøver langt de fleste danskere stadig med at lægge brugte gaver under træet.
Megafon har på vegne af Politiken og TV 2 både i år og sidste år spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne om deres holdning til brugte julegaver, og på trods af energikrise og høj inflation er vores lyst til at give og modtage brugte ting i julegave ikke blevet større.
Halvdelen af de adspurgte siger, at det vil være fint for dem at få en brugt julegave, hvilket er det samme antal som sidste år.
