Vejret har cirka samme farve som den lange, grå rektangulære bygning, der udgør Jyderup Fængsels åbne afdeling, da Politiken er på besøg en eftermiddag i november. Et afsoningssted med institutionsgulv, fængselsbetjente, regler og en udsigt til et flere meter højt fængselshegn. Men også et sted, hvor der nu for enden af en af de to fængselsgange står en gyngehest og en barnevogn, fordi der i øjeblikket bor en mor med sit barn på afdelingen, en mor og et barn i arresten og en gravid i fængslet.
I vinduet til værelset på højre hånd står en stak bleer, og på radiatoren ligger et par Adidas Superstar med guldstriber i størrelse 22 til tørre. Da døren går op, er det den mindste af cellens to beboere, der byder velkommen; 85 centimeters ren uskyld, der med store blå øjne, lyserøde sutsko og en lille klat rødt hår på hovedet udgør en enorm kontrast til sine omgivelser: »Hej!«, siger pigen, der er halvandet år, inden hun åbner armene og tilbyder et kram, trækker sig tilbage for at få overblik, vender sig og løber ind og henter noget legetøj, hun godt kunne tænke sig at vise frem:
