En 24-årig afghansk mand, der er sigtet for knivdrabet på en 37-årig gravid kvinde i Holbæk i november, er blevet varetægtsfængslet i yderligere fire uger.
Det har en dommer ved Retten i Holbæk besluttet.
Manden blev anholdt 7. november og dagen efter varetægtsfængslet til foreløbigt 6. december. Derfor skulle der tirsdag igen tages stilling til fængslingen.
Ved retsmødet tirsdag begærede anklageren, at dørene skulle lukkes. Til trods for protester fra pressen valgte dommeren at følge anklagerens ønske.
Derfor var det kun muligt for den fremmødte presse at overvære afsigelsen af kendelsen.
Ved kendelsen oplyste dommeren, at mandens fængsling blev forlænget, da retten mener, at der er risiko for, at han ellers vil flygte ud af landet eller forsøge at påvirke sagen.
En 33-årig afghansk kvinde, der er sigtet for medvirken til drabet, har frivilligt valgt at forlænge fængslingen i fire uger.
ritzau




























