Bilen kom op på 140 kilometer i timen ved Hjørring, selv om den højst tilladte fart var 80 kilometer i timen.

Beruset vanvidsbilist får fem års fængsel for dødsulykke

Lyt til artiklen

I en sag om vanvidskørsel, hvor en mand blev dræbt, og hvor tre andre blev alvorligt kvæstet, har Retten i Hjørring mandag straffet bilisten med fængsel i fem år.

Det oplyser retten på sin hjemmeside.

Ulykken skete en nat i oktober sidste år i Hjørring. På Frederikshavnsvej, hvor man højst må køre 80 kilometer i timen, nåede farten i en BMW ifølge anklageskriftet op på 140 kilometer i timen.

Den mandlige bilist, der i dag er 24 år, mistede herredømmet, hvorefter bilen snittede nogle træer, roterede flere gange og til sidst ramte nogle større træer.

I BMW’en befandt sig fire passagerer. En mand på 26 år døde, og tre fik alvorlige skader.

I sit oplæg til nævningetinget opfordrede anklageren til en straf på fængsel i otte år til føreren, der var beruset.

Bilistens promille var 1,27, og han erkendte sig skyldig, oplyser Retten i Hjørring på sin hjemmeside.

Dommere og nævninger var enige om at fastsætte straffen til fængsel i fem år. I sanktionen indgår også, at bilisten er frakendt retten til at køre bil i tre år og seks måneder, oplyser retten.

De tre passagerer, der overlevede, fik alvorlige skader, fremgår det af anklageskriftet.

Den ene fik blandt andet kraniebrud og blødninger i både hjerne og lunge. Den anden brækkede både nakken, ryggen og hoften. Og den tredje fik brud på en halsryghvirvel samt skader på leveren, bugspytkirtlen og en lunge.

I sidste uge blev der afsagt dom i en næsten tilsvarende sag. I Rødovre ved København havde en påvirket bilist kørt for stærkt, kørt over for rødt og dræbt en fodgænger.

Også den sag drejede sig om vanvidsbilisme og endte ligeledes med fængsel i fem år.

I sagen bad anklageren fra Københavns Vestegns Politi ligesom sin nordjyske kollega om fængsel i op mod otte år.

Anklagemyndigheden oplyste i fredags, at man vil overveje, om der er grundlag for at anke dommen fra Glostrup til landsretten.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her