Da Jonathan var omtrent seks år, var han ved at lære at cykle. Han havde lært at styre den, så længe han havde et støttehjul bagpå. En dag, fortæller han, da han var ude at øve sammen med sin mor, gik det så godt, at de prøvede at tage støttehjulet af. I begyndelsen gik det fint, men så væltede Jonathan og landede pladask på asfalten.
Jonathan husker det, der herefter skete, sådan her: Hans mor rakte hånden ud til ham for at hjælpe ham på benene igen. Han afværgede den. Han ville selv prøve at rejse sig. Da de kom hjem, gav hun ham en lussing midt på kinden, fortæller han. På sit værelse fandt han sit tegnegrej frem, og langsomt tonede en hånd med en trist smiley i midten frem på papiret foran ham.
Det er det tidligste minde, Jonathan har af, at hans mor slog ham, siger han.
Jonathan er i dag 24 år, læser til lærer og bor i en lejlighed med sin kone i Aarhus. Han sidder på en stol ved spisebordet i lejligheden og tripper nervøst med fødderne på gulvet.
