Dansk Industri kalder fjernelse af helligdag for politik. Dansk Metal mener, det er et angreb på dansk model.

Stærkt utilfreds fagforeningschef: Sidst, noget lignende blev foreslået og opgivet, hed beskæftigelsesministeren Mette Frederiksen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, og Dansk Metals formand, Claus Jensen, ved dagens optaktspressemøde forud for de kommende overenskomstforhandlinger.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, og Dansk Metals formand, Claus Jensen, ved dagens optaktspressemøde forud for de kommende overenskomstforhandlinger. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 14.35

Det er traditionen tro ikke meget, som lønmodtagere og arbejdsgiver vil fortælle om deres krav forud for overenskomstforhandlinger.

Men en ting står klart onsdag, hvor et fælles pressemøde markerer forhandlingernes start: Parterne er ikke bare uenige om, hvad prisen skal være, hvis regeringen fjerner en helligdag. De er uenige om, hvorvidt det hører til i en overenskomst.

På den ene side er Dansk Metals formand, Claus Jensen, stærkt utilfreds med, at regeringen vil øge arbejdstiden med en dag uden at inddrage fagbevægelsen.

»Vi har konstateret, at det er et klokkeklart brud med den armslængde, som burde være til den danske aftalemodel«, siger han i forbindelse med pressemødet.

»Vores opfattelse er, at selv om helligdage står i loven, så har helligdage været en integreret del af overenskomstsystemet siden sidst i 50’erne«.

»Nu går man ind fra regeringen fuldstændig uprovokeret ensidigt og fjerner en helligdag. Det er et utidigt indgreb«.

Han henviser til, at den socialdemokratisk-ledede regering i 2012 lavede et lignende forsøg:

»Det var en lignende situation, hvor man, efter lønmodtagerne sagde nej, accepterede, at det var lønmodtagernes ret«, siger Claus Jensen.

»Jeg minder bare om, at beskæftigelsesministeren på det tidspunkt hed Mette Frederiksen (S)«.

Regeringen har begrundet afskaffelse af helligdagen med, at det skal øge mængden af arbejdskraft. Indtægterne herfra skal ifølge statsministeren bruges på Forsvaret.

Mette Frederiksen fastholder afskaffelse af helligdag trods folkelig modstand

Men afskaffelsen af en helligdag for at øge mængden af arbejdskraft giver Claus Jensen ikke meget for:

»Vi har i samarbejde med Dansk Industri peget på andre måder at øge arbejdsudbuddet«, siger han og giver som eksempel:

»Vi har peget på, om man uddanner for mange forkert«.

HK Privats formand, Simon Tøgern, har over for erhvervsmediet Finans angivet, at det i hans øjne automatisk bør føje 0,5 procentpoint til lønnen, hvis der skal arbejdes på store bededage, som er den helligdag, som regeringen har peget på.

Arbejdsgivere: Det er en politisk proces

På arbejdsgivernes side mener Dansk Industri dog overhovedet ikke, at det har noget med en overenskomst at gøre.

»Det er en politisk proces. Det besluttes på Christiansborg og ikke over overenskomstsporet«, siger Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen.

»Vi har foreslået en masse andre greb. Ikke det her greb. Det har man valgt at lytte til noget af. Men faktum er, at det her er et politisk greb og ikke et overenskomstgreb«.

Vicedirektør i Dansk Industri Kim Graugaard påpegede samtidig, at regeringen har givet udtryk for, at der vil komme en form for kompensation.

»Vi har registreret alle de udmeldinger, der har været om store bededag - selv her i dag med de kritiske meldinger fra lønmodtagerne. Sådan er det, siger han i forbindelse med pressemødet onsdag«.

»Men det er jo et politisk spor. Det er et forslag, som står i regeringsgrundlaget. Der har været en række tilkendegivelser om, hvad det så indebærer«.

»Vi mangler jo at se det lovforslag fra regeringen, hvor man udmønter store bededag som arbejdsdag. Derfor forventer vi sådan set, at det vil give svarene på eksempelvis lønkompensation«.

»Det er ikke noget, vi kan gøre noget ved vores forhandlingsbord«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her