Artiklen er opdateret kl. 16.27.
Københavns Politi har onsdag skudt og dræbt en person i Moselgade på Amager. Det er sket i forbindelse med en episode, hvor en politibetjent er blevet såret af knivstik.
Hos Københavns Politi oplyser vagtchef Michael Andersen, at sagen er overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), og at Københavns Politi ikke udtaler sig om detaljerne.
»Jeg kan sige, at der er tale om en politiforretning klokken 13.02 i Moselgade, hvor der er afgivet skud, og en person er afgået ved døden, og en kollega er såret«, fortæller vagtchefen.
Den sårede politibetjent er bragt til behandling på Rigshospitalets Traumecenter. Omkring tre timer efter hændelsen oplyser politiet på Twitter, at betjenten er alvorligt tilskadekommen, men uden for livsfare.
Politikens fotograf Thomas Borberg er på stedet. Han fortæller, at politiet er massivt til stede omkring Moselgade 20, hvor opgangen til et lejlighedskompleks i gule mursten er afspærret. Stemningen i gaden er rolig, og der holder patruljevogne i begge ender af gaden.
I sager, hvor borgere kommer til skade eller bliver dræbt i forbindelse med politiets arbejde, er det DUP, som står for efterforskningen. Det sker ud fra en præmis om, at politiet ikke skal undersøge sig selv. På DUP’s hjemmeside fremgår det, at man gerne vil i kontakt med vidner, som har overværet episoden eller i øvrigt har oplysninger i sagen. Politiklagemyndigheden kan kontaktes på mail@politiklagemyndigheden.dk eller på telefon 41 78 35 20.
DUP har kontor i Aarhus, og efterforskere sendes til København. For nuværende er det småt med oplysninger fra politiklagemyndigheden.
»Vi undersøger de her sager helt bredt. Vi afhører alle, der har set eller hørt noget, der kan have relevans, for at få klarlagt, hvad der er gået forud for og præcist er sket i forbindelse med skudafgivelsen. Vi har også nogle tekniske undersøgelser«, siger Signe Stolberg, der er specialkonsulent i DUP, til Ritzau.
På baggrund af undersøgelsen vil DUP komme med en indstilling til Statsadvokaten, som så vil tage stilling til, hvorvidt der skal rejses sag ved domstolene, eller om sagen skal have andre konsekvenser for de implicerede politifolk.
Den sårede politibetjent er bragt til behandling på Rigshospitalets Traumecenter.
Ritzau og Politiken




























