Det har mødt stor kritik, at SVM-regeringen vil afskaffe en helligdag for at finansiere øgede udgifter til forsvaret.
Fagbevægelsen betegner det som et angreb på den danske model, hvor politikerne lader parterne på arbejdsmarkedet aftale den slags og finder det dybt skadeligt for de forhandlinger om nye overenskomster for 600.000 privatansatte, som der netop er taget hul på.
Nu giver et folketingsvar fra foråret 2021 fra daværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ny næring til kritikken, skriver Jyllands-Posten.
Anledningen var, at Sikandar Siddique fra Frie Grønne ønskede at ændre de faste helligdage, der hovedsageligt udspringer af kristendommen, så folk kunne få helligdage, der passede til »deres tro, livssyn eller etnicitet«.
Peter Hummelgaard slog i den forbindelse fast, at det ikke var noget, som politikerne skulle blande sig i men overlade til arbejdsmarkedets parter.
»Jeg vil gerne minde om, at det er et centralt element i den danske aftalemodel, at Folketinget og den til enhver tid siddende regering overlader den løbende regulering af løn- og ansættelsesvilkår til arbejdsmarkedets parter. Det gælder f.eks. også spørgsmål om frihed med og uden løn på helligdage,« skrev han i sit svar til Siddique den 21. april 2021.
Flere forbundsformænd undrer sig såre over, at den socialdemokratisk ledede regering på den måde har skiftet holdning:
»Forslaget om at fjerne en helligdag bryder med principperne hos de politikere, der kommer med det. Det er fuldstændig centralt i den danske model, at løn- og arbejdsvilkår forhandles af arbejdsmarkedets parter. Det er noget af det allerhelligste, vi har. Ikke kun for Socialdemokratiet, men også for Venstre og Moderaterne. Hvorfor er det så, det er så vigtigt at tage et pusterum fra lønmodtagerne, i stedet for at løse det ad andre veje?« siger Anja C. Jensen, forbundsformand for HK Danmark, til Jyllands-Posten.
Hverken Peter Hummelgaard eller den nuværende beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), har ønsket at kommentere historien over for avisen.
fortsæt med at læse


























