Naturstyrelsen har undersøgt 67 arealer i Danmark. 60 af græsprøverne indeholdt koncentration af PFAS. Enhedslisten vil kalde miljøminister Magnus Heunicke (S) i samråd.

Minister kaldes i samråd: PFAS er fundet i 60 ud af 67 stikprøver i Danmark

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 20.15.

Der er fundet koncentration af PFAS-stoffer i græsprøver på 60 af 67 undersøgte arealer i Danmark, skriver Naturstyrelsen torsdag i en pressemeddelelse. Styrelsen har foretaget en stikprøveundersøgelse i samarbejde med Miljøstyrelsen. PFAS er en betegnelse for en gruppe af fluorstoffer, som er kendetegnet ved, at de stort set ikke nedbrydes i naturen.

Undersøgelsen er foretaget på 60 af statens arealer ved vestvendte kyster i Jylland og på Sjælland samt på syv af statens arealer langs den jyske østkyst. Der er også foretaget 47 vandprøver, hvor der er fundet PFAS-stoffer i 9 af tilfældene.

Naturstyrelsen har cirka 350 arealer langs den jyske vestkyst fra Skagen til grænsen og langs den sjællandske vestkyst fra Rørvig til Skælskør. 60 af disse arealer har været en del af stikprøverne. Der er i græsprøverne fundet PFAS over Fødevarestyrelsens indikatorværdier i 55 ud af de 60 arealer.

De resterende syv arealer er på den jyske østkyst. Disse prøver er taget som referenceprøver. Her blev der fundet PFAS-koncentration i fem af prøverne.

Det er nu op til Fødevarestyrelsen at vurdere, om prøveresultaterne på det enkelte areal kræver yderligere undersøgelser. Det kan for eksempel være ved at analysere de dyr, der har afgræsset arealet eller græs som er høstet på arealet, oplyser Naturstyrelsen.

Minister kaldes i samråd

Fundet får nu en række partier til at kræve omfanget af PFAS i Danmark undersøgt. Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, vil kalde miljøminister Magnus Heunicke (S) i samråd om omfanget af PFAS på statens arealer, skriver hun på det sociale medie Twitter.

»Vi skal omgående have en kortlægning af denne skandale, og et forbud mod PFAS i forbrugerprodukter«, skriver hun.

Til TV 2 siger både SF, Danmarksdemokraterne, Venstre, Moderaterne og Det Konservative Folkeparti, at Miljøstyrelsen bør undersøge PFAS specifikt i den danske regn. Der er nemlig ifølge mediet begrundet mistanke om, at netop regnen indeholder de potentielt sundhedsskadelige kemikalier.

Magnus Heunicke siger til TV 2, at regeringen vil arbejde for et forbud af PFAS på EU-plan. I regeringsgrundlaget står det også, at der skal udarbejdes en national handlingsplan for at afværge, inddæmme og oprense forureningerne. Her og nu vil man dog først færdiggøre det arbejde, der allerede pågår.

»Nu undersøger vores myndigheder det kød for at finde ud af, hvordan grænseværdierne er i de besætninger. Så snart de har færdiggjort de undersøgelser, vil vi selvfølgelig kommunikere dem og fortælle, hvad der er næste skridt«, siger han til TV 2.

Folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti Rasmus Jarlov skriver på Twitter, at PFAS også berører ham personligt.

»Det er et kæmpe problem. De har også lige fundet det i vores sø, så nu må vi hverken bade eller spise fiskene i den. Det virker til at være overalt«, skriver han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her