Børnefødder i strømpesokker bevæger sig med hastige skridt ned ad skolegangens lysegrønne linoleumsgulv. Det er spisefrikvarter, og de yngste skoleelever ifører sig overtøj og sko, før de farer ud i skolegården og det grå januarvejr.
Midt i virvaret står Amalie på 13 år foran sit sorte skab for enden af skolegangen. Hun finder en lille sølvnøgle frem til låsen på den metalkasse, som gemmer på hendes iPhone.
Spisefrikvarteret er nemlig det eneste tidspunkt, hvor Amalie og hendes klassekammerater fra Mælkevejen i 7. klasse må bruge deres telefoner. Resten af skoledagens timer skal mobilen gemmes væk. En regel, som Amalie egentlig synes er fin nok.
»Jeg har vænnet mig til, at den bare ligger i skabet, så jeg har ikke så meget brug for den, når jeg er i skole«.
