Det var ikke netop den kunde, som ekspedienten skulle have forsøgt at sælge en eksklusiv smudsafvisende dug til. For ordet smudsafvisende skurrede straks i lektor Xenia Triers ører.
Hun er en af Danmarks førende eksperter i giftige fluorstoffer (PFAS), og så snart hun hørte det i hendes øre famøse ord, var hun udmærket klar over, at netop den egenskab ved både duge, møbler, tæpper og tøj oftest bliver opnået ved at coate tekstilerne med giftige fluorstoffer.
Fakta
Giftige fluorstoffer
Så hun afleverede dugen tilbage til ekspedienten, fandt en anden gave til venindens bryllup og fik til gengæld udleveret kontaktoplysninger til firmaet bag dugen, som hun derefter skrev til. Og ganske rigtigt bekræftede producenten, at der ikke blot var fluorstof i dugen, men også et af de giftigste af slagsen.
Fakta
Her er der fundet fluorstoffer
Danske myndigheder har fundet fluorstoffer i næsten alle dele af miljøet:
- I drikkevand
- I vandløb
- I havvand
- I spildevand
- I fisk
- I kvæg
- I vilde ænder
- I græs langs kysterne
De første undersøgelser fandt sted nær brandøvelsespladser, fordi brandskum tidligere indeholdt fluorstoffer. Men regionerne frygter, at 15.000 forurenede grunde kan lække fluorstoffer, og en række af fundene har intet med brandskum at gøre.
Forskere har desuden fundet fluorstoffer i regnvand overalt på kloden, hvor de har målt.
»Det er simpelthen uansvarligt«, siger Xenia Trier og henviser til, at stofferne netop på en dug har forhøjet risiko for at blive indtaget sammen med maden.
Episoden ligger fem år tilbage, men hun trækker den frem, efter at miljøminister Magnus Heunicke (S) tirsdag åbnede for et dansk forbud mod fluorstoffer i netop tekstiler. Det kan få store konsekvenser, for ud over i duge findes PFAS i især regn- og outdoortøj, blandt andet i Gore-Tex, foruden i tæpper og møbler.
Allerede udfaset i brandskum
Ministeren bebudede først et forbud mod fluorstoffer i brandskum, som tidligere har forurenet øvelsespladser, blandt andet i Korsør, hvor lokale efterfølgende har fået forhøjede koncentrationer i blodet efter at have spist kvæg, der havde græsset i området.
Det værste af fluorstofferne, PFOS, er dog allerede forbudt, og i en ny undersøgelse fandt Miljøstyrelsen, at alle brandværn undtagen fem allerede har skiftet væk fra også de øvrige stoffer.
Magnus Heunicke henviste til, at Danmark sammen med fire andre lande forsøger at få EU til at forbyde samtlige fluorstoffer, og dem er der tusindvis af. Men det forbud vil tage årevis at gennemføre, og i mellemtiden er Danmark nødt til at indføre nationale forbud et ad gangen.
»Det stopper ikke ved brandskum. Næste skridt er at se på, om det vil være muligt at gå foran med et nationalt forbud for at få fjernet PFAS fra en del af de tekstiler, vi bruger i Danmark. Mange vil blive overrasket over, hvor meget PFAS der er i forskellige former for tekstiler«, sagde Magnus Heunicke.
Giftige fluorstoffer i havvand, græs og vildænder: Fem lande kræver forbudHan nævnte, at i nogle typer arbejdstøj kan stofferne være nødvendige af sikkerhedsmæssige årsager. Det gælder ifølge Xenia Trier typisk tøj, som skal kunne modstå olie, en anden af de karakteristiske egenskaber ved fluorstoffer.
»Men der er også nogle tekstiler, hvor det ikke er nødvendigt, og hvor der findes erstatningsmaterialer«, sagde Magnus Heunicke.
En del producenter af outdoorbeklædning reklamerer således med, at deres tøj er helt fri for PFAS. Og Norge har i næsten ti år haft forbud mod det næstmest udbredte stofferne, PFOA, og kemisk lignende fluorstofvarianter i tøj.
Røde partier presser for forbud
Miljøministeren nævnte ikke, hvor længe regeringen vil være om at undersøge og indføre et forbud mod fluorstoffer i tekstiler, hverken inden han tirsdag forlod de snurrende tv-kameraer eller på det foregående møde med Folketingets miljøordførere.
»Vi har efterspurgt en liste over alle de forskellige forbrugerprodukter, hvor det vil være muligt at lave nationale forbud. Det er den vej, vi skal gå. Det vil være fremragende, hvis vi kan indføre et forbud i tekstiler, for vi ved, at PFAS bliver brugt i flyverdragte, regntøj og så videre«, siger SF’s miljøordfører, Carl Valentin.
Det er simpelthen uansvarligt
Enhedslistens Mai Villadsen fremhæver, at 70.000 har skrevet under på et forslag fra Forbrugerrådet Tænk om at forbyde PFAS i alle forbrugerprodukter. Det vil hendes parti fremsætte beslutningsforslag om.
»Jeg har bedt ministeriet om notat for, hvorfor vi ikke bare kan lave et forbud i Danmark. De påstår, at det ikke kan lade sig gøre inden for EU’s regler. Det betvivler jeg meget, og hvis det er rigtigt, må vi benytte et forsigtighedsprincip og udfordre EU«, siger hun.
Mai Villadsen pointerer, at tekstiler er en af de brancher, hvor der stadig bliver brugt en del PFAS-stoffer.
For Xenia Trier stoppede jagten på fluorstofferne langtfra med at levere den eksklusive dug tilbage til ekspedienten. Kun få minutter efter at have lagt røret på sender hun Politiken et link til smudsafvisende duge, som stadig er til salg i en stor dansk butik.
fortsæt med at læse




























