Forlig i industrien kan bane vejen for en stribe andre forlig for 600.000 privatansatte.

Industrien er enige om overenskomst

Foto: Christian Falck Wolff
Foto: Christian Falck Wolff
Lyt til artiklen

Søndag er Dansk Industri og CO-industri blevet enige om nye overenskomster på industriens område. Det oplyser CO-industri i en pressemeddelelse.

Forhandlerne præsenterer indholdet af de nye overenskomster på et pressemøde i Industriens Hus på Rådhuspladsen i eftermiddag klokken 15.30, hvor de to topforhandlere fra arbejdsgiversiden, adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI og viceadm. direktør Kim Graugaard, DI, er til stede sammen med lønmodtagernes repræsentanter fra CO-industri, formand, Claus Jensen og CO-industris næstformand, Mads Andersen.

Der er tale om en overenskomst, der løber over to år frem til 2025, og som omfatter 230.000 ansatte i industrien.

Det er den første aftale, der er indgået under forhandlingerne om nye overenskomster for 600.000 privatansatte. Industriens forlig er et såkaldt gennembrudsforlig. Det lægger rammerne for, hvad de øvrige lønmodtagere kan forvente for eksempel af lønstigninger. Overenskomsterne udløber med udgangen af februar, så der er relativt kort tid til at få forhandlet de flere hundrede overenskomster på plads.

Endnu er indholdet af forliget ukendt, men den helt store knast i forhandlingerne har været løn. I 2022 steg lønningerne i gennemsnit med 3,6 procent ifølge lønstatistikken fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der bygger på lønoplysninger fra omkring 25.000 virksomheder. Men i løbet af 2022 toppede inflationen på 10 procent.

Finansministeriets statistikudvalg opgjorde kort før jul reallønstabet til 5,2 procent sidste år, men de seneste måneder har inflationen været faldende og lå ifølge Danmark Statistik på 7,7 procent i januar.

Da forhandlingerne om nye overenskomster i industrien blev indledt i begyndelsen af året, gav Claus Jensen udtryk for, at han håbede, at reallønstabet kunne indhentes i løbet af to til tre år.

Samtidig har regeringens planer om at afskaffe store bededag som fridag og gøre det til en almindelig arbejdsdag, gjort det endnu mere kompliceret.

De to overenskomster, der er omfattet af forhandlingerne mellem DI og CO-industri, er Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte samt Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer.

Medlemmerne i de berørte fagforbund og arbejdsgiverne skal nu tage stilling til, om de kan stemme for aftalen.

Du kan følge præsentationen af overenskomstforliget direkte fra kl. 15.30 på politiken.dk.

Thomas Flensburg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her