Jeg kunne næsten høre skuffelsen i hans stemme, da han som topembedsmand fik at vide, hvem hans nye minister var. Ikke fordi han ikke anerkendte ministerens intellekt eller store udenrigspolitiske viden, det gjorde han. Men det var det med magten. Positionen.
Vi er tilbage i 2001, Anders Fogh Rasmussen havde lige dannet sin første VK-regering, og den konservative Per Stig Møller blev udnævnt til udenrigsminister. En konservativ frontfigur, populær blandt vælgerne, men som tidligere partiformand i en tumultarisk periode var Per Stig ikke længere den stærke mand i sit parti.




























