Venstre er gået i gang med at finde på indslusningsmetoder til partiets stress-sygemeldte partiformand, Jakob Ellemann-Jensen. Det oplyser næstformand Stephanie Lose (V), som torsdag blev hentet ind i regeringen for at afløse økonomiminister Troels Lund Poulsen, så han bedre kan afløse Ellemann som forsvarsminister.
»Der kommer til at være en proces omkring Jakob, når han er klar til at vende tilbage, der gør, at han også vender tilbage på en god måde. Men jeg synes med al respekt ikke, det tilkommer os at drøfte, hvad der skal til, for at Jakob får de bedst mulige betingelser for at vende tilbage«, siger Stephanie Lose.




























