Efter en eksplosion natten til mandag er en 23-årig mand anholdt. Politiet udelukker ikke flere anholdelser.

Mand sigtet for at detonere fem kilo sprængstof ved butik

Lyt til artiklen

En 23-årig mand er blevet anholdt og sigtet for natten til mandag at have placeret og detoneret cirka fem kilo sprængstof ved en butik på Magleby Torv i Dragør.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse fredag.

Sprængstoffet blev placeret ved butikkens bagside, der blev kraftigt beskadiget ved eksplosionen. Ingen mennesker kom til skade.

Manden blev anholdt torsdag eftermiddag i København, og politiet vil ikke udelukke, at der kan ske flere anholdelser i sagen.

Den 23-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag. Her vil en anklager begære ham varetægtsfængslet i sagen.

Det fremgår inden retsmøde ikke, hvordan den unge mand forholder sig til sigtelsen, eller hvad hans motiv skulle være til forbrydelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her