Regeringen skal stramme finanspolitikken, hvis den vil undgå en dansk løn-pris-spiral, advarer Nationalbanken.

Nationalbanken sender advarsel til regeringen og forudser stort prisfald på boliger og fortsat høj inflation

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Dansk økonomi vil også de kommende år være præget af økonomisk usikkerhed, som resulterer i fortsat høj inflation og faldende boligpriser. Hvis regeringen vil undgå en dansk løn-pris-spiral, skal finanspolitikken strammes yderligere.

Det er hovedtrækkene i en ny prognose for dansk økonomi, som Nationalbanken har offentliggjort tirsdag.

I prognosen forudser Nationalbanken, at inflationen henover 2023 vil være 4,0 for så at falde til henholdsvis 3,6 og 3,0 i 2024 og 2025. Altså lyder vurderingen, at inflationen i flere år frem vil ligge væsentligt over det niveau, Den Europæiske Centralbank sigter efter, nemlig 2,0 procent.

I den prognose, som Nationalbanken publicerede i september, lød forventningen, at inflationen ville falde til under 2 procent allerede i 2024, men den vurdering er banken altså gået væk fra.

Det er en klar opfordring i Nationalbankens prognose, at dansk finanspolitik skal holdes stram den kommende tid. Danskerne skal, hvis inflationen skal under kontrol, helst ikke have mange flere penge til forbrug, og der er i forvejen udsigt til betydelige lønstigninger.

»Der er ikke plads til at øge presset i dansk økonomi. En stramning af finanspolitikken kan blive aktuel, hvis der opstår tegn på øget risiko for en selvstændig dansk løn-pris-spiral«, siger nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen.

»Danmark og hele euroområdet står over for de samme udfordringer i forhold til at få inflationen ned. Begge steder er der udsigt til høje lønstigninger, og vedvarende lønstigninger i den størrelsesorden er ikke foreneligt med lav og stabil inflation på længere sigt«, siger han.

Boligpriser tager et dyk

Boligpriserne herhjemme vil falde med 9,4 procent i 2023, spår Nationalbanken og peger på de drastisk stigende renter som årsagen. Det forventede fald i 2023 skal ses i forlængelse af, at boligpriserne faldt med 0,4 procent i 2022.

I 2024 aftager faldet og lander på 0,3 procent, mens boligpriserne forventes at stige igen i 2025 med 2,9 procent.

Nationalbanken har også et bud på, hvordan dansk økonomi vil klare sig helt overordnet set. I bankens prognose lyder det således, at væksten i BNP vil være 0,9 procent i 2023. Det vil være et fald fra 3,4 procent i 2022.

»I takt med at højere renter dæmper væksten på Danmarks eksportmarkeder, forventes det at føre til en vækstafmatning i dansk økonomi. BNP løftes dog i 2023 af en usædvanlig stigning i produktionen i medicinalindustrien, som formentlig er relateret til aktivitet i udlandet«, skriver Nationalbanken i prognosen.

Politiken forsøger at få en kommentar fra finansminister Nicolai Wammen (S).

Michael Thykier

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her