Den 30-årige tidligere Brøndby-hooligan Kevin Werner begik en lang række seksuelle overgreb på unge drenge. Onsdag blev han idømt forvaring af landsretten.

Jubel og gråd: Ekshooligan idømt forvaring

Lyt til artiklen

Den livlige småsnak blandt tilhørerne forstummede straks, da Kevin Adrian Werner onsdag blev ført ind i Østre Landsret i København.

En betjent løsnede håndjernene, og den 30-årige tidligere Brøndby-hooliganleder spejdede kort ud over de fremmødte, der var flere meter væk bag en glasvæg.

»Føj for satan«, lød det fra en af tilhørerne, der var mødt op til domsafsigelsen.

Forvaring, lød landsrettens dom få minutter senere til Kevin Werner for overgreb mod unge drenge i hooliganmiljøet. Dommen er en foranstaltning på ubestemt tid, som gives til særligt farlige kriminelle.

Tilhørerne udbrød straks i hujen og klap. Andre græd højlydt. Imens holdt Kevin Werner ryggen til dem og forholdt sig i ro.

Landsretten har i al væsentlighed tiltrådt vurderingen af beviserne fra Retten i Glostrup og dømmer ham for blandt andet et meget stort antal seksuelle overgreb, vold og afpresning.

Overgreb over syv år

Forbrydelserne fandt sted over syv år. Der er ifølge landsretten tale om et usædvanligt højt antal voldtægter. Ofrene var 15 drenge og unge mænd samt en kvinde.

Kevin Werner havde ifølge byretten en ledende rolle i hooliganmiljøet, hvor han var en del af Brøndbys Hårde Drenge (BHD) og Brøndbys Hårde Yngre (BHY). Ifølge byretten udnyttede han rollen til at begå overgreb.

»Det har været et lukket miljø, og det har været præget af en tavshedskultur i miljøet«, sagde anklager Mads Kruse efter dommen og tilføjede:

»Vi betragter det her som en meget alvorlig sag - uden sidestykke«.

Selv har Kevin Werner fortalt, at han har været udsat for et komplot. Men det har både by- og landsret affejet. Landsretten mener, at ofrenes forklaringer er ’særdeles troværdige’.

Sagen begyndte i februar 2021, da politiet fik melding om skud i Brøndby. De stødte på Kevin Werner, som formentlig var blevet skudt efter.

Skyderiet er aldrig opklaret, men mens Kevin Werner sad hos politiet, anmeldte to unge drenge ham for overgreb.

Dagen efter blev den tidligere hooliganleder fængslet. Med forvaringsdommen kan han først komme fri, når retten siger god for det.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her