Klimaminister Lars Aagaard (M) har udpeget de to første problemknusere til den energikrisestab, der skal realisere et hurtigere farvel til gas i de danske hjem samt hurtigere udbygning af sol og vind på landjorden.
Onsdag 12.30 præsenterer Aagaard formændene for to arbejdsgrupper i den særlige energikrisestab Nekst. Hver arbejdsgruppe får ni måneder til løbende at foreslå en hurtigere grøn omstilling på områderne: udfasning af gas samt udbygning af sol- og vindkraft på land.


























