Krokus og vintergæk er for tøsedrenge af alle køn, og sommertid er en menneskeskabt kronologisk spidsfindighed. Det virkelige forårstegn er istiden, som jeg oplevede på egen krop tirsdag eftermiddag på Amager.
Godt nok var der en dybblå himmel ved kongelig kammersanger Emil Holms Kanal ved DR Byen. Og godt nok var der en slags vinterklar sol, så længe det varede. Alligevel var det besynderligt at se køen, der strakte sig 100 meter ud over pladsen med brosten og over broen, der krydser kanalen. Som en snorlige række vintergækker med frakker, der var poppet op af jorden.


























