Børnerådet står uden formand på femte måned og er ifølge et notat »ikke funktionelt og beslutningsdygtigt«.

Børnerådet skulle kæmpe børnenes sag, men det er hverken funktionelt eller beslutningsdygtigt

Efter fem måneder som minister for området har Pernille Rosenkrantz-Theil stadig ikke udpeget en ny formand for Børnerådet. Foto: Jens Dresling
Efter fem måneder som minister for området har Pernille Rosenkrantz-Theil stadig ikke udpeget en ny formand for Børnerådet. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Opdateret 17.13:

Efter at Børnerådet 13. november sidste år meldte ud, at tv-værten Puk Elgård forlod posten som formand, er der endnu ikke fundet et nyt formandskab.

Rådet betegner derfor sig selv som ikke funktionelt og beslutningsdygtigt.

Det viser et notat sendt til Social- og Ældreministeriet, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

Jyllands-Posten skriver i avisen lørdag, at notatet, som er fra november sidste år, er forfattet af daværende sekretariatschef Lisbeth Sjørup, som også har sagt op fra rådet.

Uden en formand kan der heller ikke udpeges en næstformand, og det betyder i praksis, at ’der ikke er et fungerende Børneråd’, skriver Lisbeth Sjørup i notatet.

Børnerådet arbejder ifølge sig selv for at sikre børns rettigheder i Danmark og for, at børn bliver hørt og inddraget i alle forhold, der vedrører dem.

Ingen formand - ingen beslutninger

Arbejdet i Børnerådet er på pause, fordi social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) endnu ikke har udpeget en ny formand.

Det siger Ditte Reedtz, der er medlem af Børnerådet og chef for politik, fonde og samarbejde i Mentorbarn til Ritzau.

»Uden en formand kan vi ikke tage beslutninger. Det er rigtig ærgerligt, synes jeg. Jeg forstår godt, at der har været andre prioriteter, men man bør prioritere det nu. Så snart der bliver udpeget en ny formand, bliver vi beslutningsdygtige igen og kan genoptage arbejdet«, siger hun.

Den 13. november sidste år meldte Børnerådet ud, at Puk Elgård forlod formandsposten. Siden har rådet været uden formand.

Ifølge Ditte Reedtz har der heller ikke været afholdt møder, siden kort før Puk Elgård gik af.

Også Anders Jacobsen, der er formand for Danmarks Gymnastik Forbund og medlem af Børnerådet, fortæller, at rådets arbejde er sat på pause, indtil der bliver udpeget en ny formand.

»Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at vi ikke er kommet i gang. Vi venter bare på, at der bliver udpeget en ny formand. Jeg tror, vi er mange, der er lidt utålmodige«, siger han.

Det er ikke lykkedes Jyllands-Posten at komme i kontakt med Lisbeth Sjørup eller få en kommentar fra Pernille Rosenkrantz-Theil.

Ordfører: Det er alvorligt

De radikales børneordfører, Lotte Rod, kritiserer over for Jyllands-Posten tilstanden i børnerådet, og at social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) endnu ikke har udpeget en ny formand.

»Det er alvorligt. Regeringen må sørge for, at Børnerådet kommer til at fungere igen og bliver en stærk stemme for børnene«, siger hun.

Puk Elgård blev udpeget til posten i maj sidste år af regeringen, men valgte at fratræde, så den kommende regering kunne pege på en ny.

Hun begrundede dengang sin beslutning med, at Børnerådet ikke havde nok ressourcer til at kunne udføre sin opgave.

»Sammen med min opsigelse har jeg sendt et brev til en kommende minister med mine overvejelser, erfaringer og anbefalinger til, hvordan Børnerådets arbejde kan styrkes«, skrev hun dengang.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her