En række af Forsvarets hjemmesider er fredag formiddag helt utilgængelige på grund af et cyberangreb.

Forsvarets hjemmesider er lagt ned af cyberangreb

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

En række af forsvarets hjemmesider har været udsat for et cyberangreb, bekræfter Forsvaret i et skriftligt svar til Ritzau.

»Forsvarsministeriets hjemmesider er p.t. udsat for et overbelastningsangreb (et såkaldt dDoS-angreb). Der arbejdes på at håndtere angrebet«, skiver ministeriet.

Fredag formiddag omkring klokken 11 er hjemmesider tilhørende både Forsvaret, Center for Cybersikkerhed, FE, Forsvarsministeriet og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse helt utilgængelige. Hverken Forsvarsministeriet eller Forsvaret ønsker at komme med yderligere kommentarer. Det er derfor uklart, hvornår angrebet er startet, og hvem der formodes at stå bag.

Et dDoS-angreb er et målrettet overbelastningsangreb, hvor personerne bag oversvømmer eksempelvis en server med forespørgsler. Det kan få serveren til at bryde sammen. Et overbelastningsangreb er sjældent skadeligt på længere sigt.

I december sidste år var flere af Forsvarsministeriets hjemmesider ligeledes lagt ned af et angreb. Her blev angrebet konstateret efter fem timer og afværget efter 11 timer, oplyste Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse i en pressemeddelelse i januar. Forsvaret havde ikke »nedsat operativ effekt« under angrebet, og ingen data gik tabt, lød det.

I forbindelse med angrebet i december sagde Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, at et dDoS-angreb er et af de mest simple angreb.

Hvis der kun er tale om et dDoS-angreb, er der ifølge Jens Myrup Pedersen ikke fare for, at der bliver stjålet data eller lignende. Det er kun hjemmesiderne, der bliver lagt ned.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her