Lørdag aften stormede hooligans Glostrup Station og kom i slagsmål. Politiet har fået videoovervågning fra DSB.

»Det ser voldsomt ud«: Hooligans støder sammen på station dagen før derby

Lyt til artiklen

Der har lørdag aften været sammenstød mellem hooligans fra fodboldklubberne Brøndby og FCK på Glostrup Station. På sociale medier florerer en video af mænd iklædt FCK-farver, som uddeler slag og spark til folk på stationen. De har også romerlys med. På videoen ses blandt andet en ældre kvinde vælte omkuld. Mens flokken stormer videre, forsøger hun at kravle væk.

Københavns Vestegns Politi fik anmeldelse om et slagsmål klokken 18.50, men har ikke fået anmeldelser om, at nogen er kommet til skade, fortæller vagtchef Lars Guldborg.

»Så da vi kommer derud, er der ikke noget i gang, og derfor er det svært for os at foretage anholdelser. Men vi har set videoen, og nu begynder vi at se, om vi kan løbe noget op baglæns. Vi har fået en hel masse mennesker registreret derude, og så har vi sikret noget videoovervågning fra DSB. Men vi kan se, at det ser voldsomt ud, når man ser billederne derfra«, siger han til Ritzau.

På Twitter opfordrer politiet lørdag aften til, at man kontakter politiet, hvis man har været udsat for noget i forbindelse med slagsmålet. Også vidner opfordres til at henvende sig.

Ifølge Ekstra Bladet var der tale om et sammenstød mellem en gruppe af FCK-holligans og en gruppe af Brøndby-hooligans. Til avisen siger vagtchefen, at flere af de involverede er kendte ansigter fra hooliganmiljøet.

»Jeg synes ikke, vi behøver at advare folk, om vi har mistænkte eller ej. Men nogle af dem er jo i den personkreds, der sædvanligvis laver de her ting«, siger Lars Guldborg til Ekstra Bladet.

Slagsmålet sker dagen før et opgør mellem de to rivaliserende fodboldklubber. Brøndby og FCK mødes søndag i Superligaen på Brøndby Stadion.

Lørdagens optøjer ændrer ikke på politiets håndtering, siger vagtchefen.

»Den kamp behandler vi som alle mulige andre derbys. Den bliver kørt som en højrisikokamp, så ud fra det er der ingen ændringer«, siger Lars Guldborg.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her