Politiet skal formentlig forholde sig til fire fangrupperinger i forbindelse med FCK og Dortmunds opgør. For at forebygge uroligheder har politiet valgt at indføre en skærpet strafzone.

»Det er ret særligt, det her«: Politiet forventer fire fangrupperinger i København

Politiet gør sig klar til at håndtere fans fra fire fodboldklubber op til kampen mellen FCK og Dortmund onsdag kl. 21: Ud over de to nævnte grupper, ventes også Brøndby-fans og fans fra Hamburger SV kan komme til at husere i Københavns gader i forbindelse med kampen.  Foto: Finn Frandsen
Politiet gør sig klar til at håndtere fans fra fire fodboldklubber op til kampen mellen FCK og Dortmund onsdag kl. 21: Ud over de to nævnte grupper, ventes også Brøndby-fans og fans fra Hamburger SV kan komme til at husere i Københavns gader i forbindelse med kampen. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Det er ikke kun fans af FC København og Dortmund, der kommer til at husere i gaderne, når de to klubber onsdag mødes i Champions League. Politiet forventer, at fans af både Hamburger SV og Brøndby kommer til at præge arbejdet med at undgå optøjer i timerne omkring kampen, fortæller ledende politiinspektør Peter Dahl fra Københavns Politi.

»Vores forventning er, at vi skal forholde os til fire forskellige fangrupperinger med forskellige dagsordener i København. Det er ret særligt, det her«, siger han.

Hooligans med tilknytning til Brøndby har et samarbejde med hooligans i Dortmund, og et lignende samarbejde gør sig gældende mellem grupperinger med tilhørsforhold til FCK og HSV.

Der er solgt 1.900 kampbilletter til Dortmund-tilhængere, og efter dialog med sine tyske kolleger forventer Peter Dahl, at der også kommer tilhængere uden billet. Derudover forventer politiet altså at skulle håndtere tilhængere fra både HSV og Brøndby, og fordi det må formodes, at fangrupperingerne fra de to klubber ikke skal på stadion under kampen, så er der ikke tid til pause.

»Vi plejer at kunne puste ud under kampen, men vi forbereder os også på, at vi kan få travlt under kampen«, siger Peter Dahl.

Indfører skærpede strafzoner

Som et led i bestræbelserne på at undgå ballade har Københavns Politi indført skærpede strafzoner omkring Parken i forbindelse med kampen. Faktisk har politiet anbefalet Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) at udelukke Dortmund-fans fra kampen for at undgå sammenstød mellem fans.

Uefa har dog valgt ikke at følge anbefalingen.

»Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke lytter til dem, der har ansvaret for orden og sikkerhed. Vi gør det jo ikke for sjov. Vi gør det, fordi der er nogle helt særlige omstændigheder ved den her kamp«, siger Peter Dahl.

Politiet forventer, at der kan komme fodboldtilhængere fra Tyskland allerede tirsdag, hvor der er folketingsvalg i Danmark. Derfor bliver tirsdag en dag med stort politiopbud i hovedstadens gader og stræder.

»Det er en af de helt store politioperationer, vi har sat op her«, siger Peter Dahl.

Politiinspektøren håber, at man kan klare sig med en dialogbaseret indsats, men på grund af efterretninger har man altså forberedt sig på andre scenarier.

Kampen mellem FCK og Dortmund bliver spillet i Parken onsdag klokken 21.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her