Isolerer man det sportslige, så peger pilen opad i Brøndby. Holdet er ubesejret gennem halvanden måned, og den dramatiske 3-2-sejr på udebane i Randers for en uge siden har skabt kontakt i tabellen til top 6-klubberne og dermed også Superligaens forjættede medaljeslutspil.
Men i kulissen og på lægterne er der massiv uro.
Det er fakta, at klubbens hovedaktionær Jan Bech Andersen har været – og formentlig stadig er – i dialog med potentielle investorer om et salg af aktiemajoriteten. Og på tilskuerpladserne – samt flere andre steder langt fra grønsværen – har grupperinger med tilknytning til Brøndby IF sørget for overskrifter gennem voldshandlinger, hærværk og brug af forbudt fyrværkeri.
Efter flere bøder i løbet af sensommeren og efteråret sanktionerede Fodboldens Disciplinærinstans klubben efter en stribe skandalescener, da Brøndby 18. september spillede 0-0 i Viborg, hvor personer med tilhørsforhold til Brøndby IF angreb vagter og politi.
