Det startede med, at jeg havde svært ved at forstå Mads Mikkelsen. Så kneb det med at høre, hvad min kone sagde. Hvilket hun og børnene kvitterede for ved at tale særligt højt, når en bemærkning skulle sendes i min retning. Og det sker af og til, tro det eller ej.
Nu går jeg smånynnende rundt i min egen tyste verden i velcro-sandaler, ser tekst-tv og nikker venligt til folk, når jeg på mundbevægelserne fornemmer, at de har sagt noget vigtigt. Så gnægger jeg og gnider hænder, Dalai Lama-stil, værdig og underfundig. Folk ved godt inderst inde, at de selv rummer svaret.
