Mine fingre er så stive. Få minutter tidligere har jeg klamret mig til en klatrevæg flere meter over jorden, klamret mig til mit liv. Nu piller jeg min vibrerende telefon ud af baglommen, og i et slowmotionsekund falder den ud af min svage hånd. Ned mod brostensstriben i fortovet foran en Netto i Nordvest, hvor jeg har købt min aftensmad.
Telefonen – en Samsung – har taget så mange tæsk tidligere, tænker jeg og samler den hurtigt op. Trykker per automatik på lås-op-knappen. Intet sker, ikke den mindste reaktion. Gisp. Jeg holder knappen nede, lidt hårdere. En slags digitalt lyn farer over den sorte skærm.
