Den tiltalte fylder ikke meget under dagens retsmøde i sagen om drabet på Mia Skadhauge. Han sidder faktisk så stille, at man næsten glemmer ham. Drikker bare lidt vand og retter flippen på sin mosgrønne poloshirt. Alligevel fylder han alt. For under proceduren i sagen, er det igen og igen hans forklaringer og hans personlighed, anklager og forsvarer vender tilbage til.
Er den 38-årige en personlighedsforstyrret kvindehader, som 6. februar sidste år tog på jagt efter sex og endte med at slå en kvinde ihjel for at skjule sporene af en voldtægt. Hvorefter han parterede hendes lig for at skjule overgreb og drab? Eller tilbød han venligt et lift til en ung kvinde, der viste sig at være interesseret i sex ude i en skov, men som ved et falduheld kom til skade og døde på vej til hospitalet. Hvorefter han gik i panik og skaffede sig af med liget.


























