Peter Madsen, som afsoner en livstidsdom for drabet på en svensk journalist, skal fredag møde i Retten i Nykøbing Falster.
Der er tale om en sag om ulovlig brevveksling.
I januar 2022 vedtog Folketinget en lov, som betød, at livstidsdømte og forvaringsdømte ikke må få besøg af eller udveksle breve med personer, som de ikke kendte før varetægtsfængslingen, i de første ti år af deres afsoning.
Ifølge Ekstra Bladet drejer sagen sig om ikke under fire breve, der blev sendt fra september 2022 til december 2022.
Tobias Stadarfeld, som er forsvarer for Peter Madsen, oplyser til avisen, at hans klient erkender de faktiske forhold, men at han nægter sig skyldig.
Peter Madsen og hans advokat mener, at loven er i strid med menneskerettighederne.
Det er uvist, om retten forventer at kunne afsige dom fredag.
Foreningen Danske Advokater var skeptisk over for forslaget i et høringssvar til Justitsministeriet.
»Danske Advokater bemærker, at livstids- og forvaringsdømte normalt ikke afsoner hele livet, og at vi derfor bør have for øje, hvilke mennesker de er, når de kommer ud«, lød det.
I 2018 fremsatte en række medlemmer af Dansk Folkeparti et beslutningsforslag, som skulle undersøge, om man kunne begrænse de livstidsdømtes muligheder for at få besøg af personer, som de havde mødt, mens de afsonede.
Ifølge forslagsstillerne var det ’dybt urimeligt’, at livstidsdømte kunne udnytte omtale i medierne til at møde kvinder, mens de afsonede.
ritzau




























