Spinning er på mange måder en frygtelig motionsform: Du sidder i en varm sal, relativt tæt på fremmede mennesker, som bogstavelig talt sveder, så det løber hen ad gulvet. Med papir fra enorme ruller forsøger synshandikappede som jeg at duppe sveden væk fra øjnene, så vores kontaktlinser ikke sejler ud. Musikken, som kunne være et lyspunkt, er voldsomt høj og ofte voldsomt dårlig.
Paradoksalt nok har alle disse omstændigheder kunnet få mig til at glemme alt omkring mig. Og for 15 år siden dyrkede jeg det intenst. Tre gange om ugen oksede jeg af sted til timer, hvor det eneste, jeg tænkte på, var rytmen og det at køre lidt hårdere og lidt hurtigere. Nogle gange det halve af timen med lukkede øjne – nærmest som en trance hjulpet på vej af tungt arbejde og technomusik.
