Oppositionsparter ser bekymret på regeringens ønske om at forsøge at begrænse afbrænding af hellige skrifter.

Pape kalder koranafbrænding dumt men lovligt: Og sådan skal det være

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Det chokerer flere oppositionspartier, at SVM-regeringen vil forsøge at finde et juridisk værktøj, der kan forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, skriver på Facebook, at han ikke bliver fan af, at nogle ’meget få personer brænder Koranen af’.

»Men når alt kommer til alt, må vi spørge os selv: Hvad kæmper vi for? Jeg kæmper for, at man må tænke, tale og udtrykke frit. Jeg kæmper for, at andre må sige ting, jeg er uenig i«.

»Lars Løkke og regeringen mener åbenbart ikke det samme«.

»Forhånelser er respektløst, plat og dumt. Men det er lovligt, og det skal det også være«, skriver han.

En række koranafbrændinger i både København og i Sverige har vakt vrede i flere mellemøstlige lande.

Danske diplomater har været indkaldt til samtaler i blandt andet Egypten og Saudi-Arabien.

Tyrkiets udenrigsminister, Hakan Fidan, sagde lørdag i et telefonopkald med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at Danmark øjeblikkeligt bør handle for at forhindre flere koranafbrændinger.

Men spørger man Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, må ’vi aldrig lade os true til at opgive vores principper’.

»Vi skal stå urokkelig fast på ytringsfriheden for ellers skrider hele det fundament, vores samfund er bygget på«, skriver hun på Facebook.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her