Som en del af finansloven, vil SVM-regeringen afsætte 200 millioner til at gøre livet på landet lettere.

Regeringen sender millioner til landet: »Vi kan aldrig nogensinde gøre det lige så attraktivt at bo på landet som at bo i en by«

En del af de 200 millioner kroner skal afsættes til nye midler til udkantsgymnasier, erhvervsuddannelser, VUC, landsbyfornyelse og mere bredbånd til Danmarks yderområder, oplyser Troels Lund Poulsen.  Arkivfoto:  Finn Frandsen
En del af de 200 millioner kroner skal afsættes til nye midler til udkantsgymnasier, erhvervsuddannelser, VUC, landsbyfornyelse og mere bredbånd til Danmarks yderområder, oplyser Troels Lund Poulsen. Arkivfoto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

SVM-regeringen vil som en del af finansloven afsætte 200 millioner kroner hvert år, der skal målrettes folk på landet.

Det siger økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) i et interview med Avisen Danmark.

Ministeren præsenterer tiltaget op til Venstres gruppemøde, der starter torsdag i Himmerland.

»Vi kan aldrig nogensinde gøre det lige så attraktivt at bo på landet som at bo i en by. Der vil altid være nogle områder, hvor det er mere besværligt at bo på landet. Sådan vil det være. Men man behøver ikke at gøre det unødvendigt besværligt, sådan at man nærmest gør det til en forhindringsbane«, siger Troels Lund Poulsen til Avisen Danmark.

En del af de 200 millioner kroner skal afsættes til nye midler til udkantsgymnasier, erhvervsuddannelser, VUC, landsbyfornyelse og mere bredbånd til Danmarks yderområder.

Hvad de resterende penge skal bruges til, står endnu ikke klart. Det skal besluttes under finanslovsforhandlingerne.

Regeringen har dog sat tre pejlemærker, som pengene skal fordeles efter: Det skal være lettere at bo på landet, det skal være lettere at uddanne sig på landet, og det skal være lettere at transportere sig på landet.

Det fulde finanslovsudspil vil blive præsenteret i slutningen af august.

Det er dog ikke første gang, at der har været fokus på uddannelsesmulighederne uden for de største byer.

I 2021 blev der lavet en aftale om udflytning af uddannelser. Her fremgik det, at 60 procent af optaget på de store velfærdsuddannelser skulle ligge i de mindre byer.

Den aftale er dog senere blevet lavet om, så uddannelserne til sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver ikke er omfattet.

I forhold til regeringens pejlemærke om, at det skal være lettere at transportere sig på landet, siger økonomiministeren, at der endnu ikke er en færdig model for, hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Transportministeriet nedsatte i maj et ekspertudvalg, der skal undersøge, hvordan den kollektive trafik kan forbedres i Danmark.

Troels Lund Poulsen mener dog ikke, at det er nødvendigt at vente på ekspertudvalgets anbefalinger, der skal komme i udgangen af 2024.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her