Der er kun et par kilometer fra banegården i Vojens til Flyvestation Skrydstrup. Men det tog ikke engang 100 meter, før taxiens skærm advarede om, at der var politi og mulig radarkontrol længere fremme.
Det havde chaufføren bemærket. Som han sagde, så sker der ikke meget i Vojens. Men denne dag var ikke som de andre. Betjentene var ikke ude for blot at holde øje med fartsyndere. De holdt øje med flyvestationen. Og der var mange af dem uden for og inden for det trådhegn, der omkranser det store område.




























