Det russiske udenrigsministerium har fredag aften reageret på, at Danmark har udvist ti russiske diplomater.

Nu reagerer Rusland på Danmarks udvisning af ti diplomater fra ambassaden i København

Ruslands ambassade ligger i Kristianiagade på Østerbro. Foto: Jens Dresling
Ruslands ambassade ligger i Kristianiagade på Østerbro. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Det er endnu en understregning af Danmarks ’fjendtlige standpunkt’, at ti russiske diplomater bliver udvist fra Ruslands ambassade i København.

Sådan lyder reaktionen fredag aften fra Ruslands udenrigsministerium.

Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Nyhedsbureauet Reuters citerer Marija Zakharova, talsperson ved udenrigsministeriet, for, at Rusland ’selvfølgelig vil drage de nødvendige konklusioner’ som følge af Danmarks beslutning.

Det er ikke nærmere beskrevet, hvad det konkret indebærer.

Ti russiske diplomater bliver udvist

Udmeldingen kommer, kort efter at Udenrigsministeriet i Danmark meddelte, at størrelsen på mandskabet på Ruslands ambassade i Danmark skal reduceres, så det svarer til størrelsen på Danmarks ambassade i Rusland.

Der er indført et loft på maksimalt fem diplomater og 20 andre ansatte.

Udenrigsministeriet i Danmark oplyser til Ritzau, at begrænsningen i praksis betyder, at ti diplomater skal forlade ambassaden.

Det skal senest være sket 29. september.

Nej til visa til russiske efterretningsofficerer

Danmark har begrundet reduktionen med, at Rusland flere gange har forsøgt at sikre visa til russiske efterretningsofficerer.

Det skal være sket i forbindelse med forhandlinger om visa til medarbejdere på den danske ambassade i Ruslands hovedstad, Moskva.

»Forhandlingerne har ikke ført til resultater på grund af gentagne russiske forsøg på at inkludere visumanmodninger til russiske efterretningsofficerer som del af disse forhandlinger«, lyder det i meddelelsen.

Opdateres

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her