Det uafhængige it-tilsyn, som skulle kontrollere, at der var styr på de nye ejendomsvurderinger og andre store it-systemer i skattevæsenet, har slet ikke set de foreløbige ejendomsvurderinger eller afprøvninger af, om de var korrekte, før Vurderingsstyrelsen 12. september lagde dem offentligt frem.
Tilsynet, der skulle være en garant for, at der efter seks udsættelser, milliardstore udgifter og voldsomme it-problemer kom styr på de nye ejendomsvurderinger, har ikke været på tilsyn siden januar og skulle efter planen først se på Vurderingsstyrelsens ejendomsvurderinger i fjerde kvartal i år. Altså kvartalet efter at de foreløbige vurderinger er udsendt.


























