Der bliver skabt en 46 kilometer lang insektkorridor i forbindelse med udvidelsen af den østjyske motorvej fra to til tre spor.

Udvidelse af motorvej bliver suppleret med 46 kilometer lang insektkorridor

Animation: Rasmus Vendrup
Lyt til artiklen

Insekter skal uhindret kunne rejse fra Vejle til Aarhus langs motorvejen.

»Succeskriteriet er, at vi får flere insekter på forruden«, siger transportminister Thomas Danielsen (V).

»Vi står i en kæmpe biodiversitetskrise og en enorm nedgang i antallet af insekter. Det kan få store konsekvenser, så vores marker ikke bliver bestøvet ordentligt og dermed giver dårlige udbytter. Vi gør Danmark fattigere, hvis vi accepterer nedgangen i insekter«, siger han videre.

Ministeren sætter fredag formiddag gang i arbejdet med en samlet insektkorridor langs den østjyske motorvej E45, som på to strækninger mellem Vejle og Skanderborg og Aarhus S og Aarhus N skal udvides fra to til tre spor i hver retning.

»Det er det første pilotprojekt. Jeg har en ambition om, at hver en meter rabat, når vi laver nye veje eller baner eller ombygger, skal bruges til at skabe gode betingelser for insekter og bruges som insektkorridorer. Jeg har bedt Vejdirektoratet og Færdselsstyrelsen om at tænke insekter ind i alt, hvad de laver«, siger Thomas Danielsen, der vil bruge erfaringerne fra den østjyske insektmotorvej i andre projekter langs de næsten 8.000 kilometer vejkanter langs statsvejene.

»Det er fint, at en kommune eller en familie laver et projekt for at skabe gode vilkår for insekter, men det er punktprojekter. Jeg har Danmarks bedste position til at gøre noget for insekterne langs statsvejene. Det er helt afgørende at skabe korridorer for insekterne, så insekterne kan vandre rundt i landet«, siger ministeren.

Insektkorridoren i Østjylland strækker sig over 46 kilometer på begge sider af motorvejen, og der skal være en sammenhængende korridor for insekter, der kan være smal nogle steder, men ingen steder bliver brudt. Træer, buske, krat bliver ryddet, og den tykke ’måtte’ af vissent græs, der tager lys og plads fra de blomstrende urter, bliver fjernet.

Når vi graver alligevel

Det fordyrer ikke de to vejprojekter væsentligt, at der bliver skabt en insektmotorvej langs E45, fordi gravemaskinerne i forvejen skal i gang.

»Når vi er i gang med grave – lave volde, tilslutningsanlæg og alt muligt andet – er det jo ikke dyrere at komme den næringsfattige jord øverst og den fede jord nederst. Græsset vokser massivt i den fede jord, så vi skal bruge ressourcer på at slå det«, siger Danielsen og fortsætter:

»Putter vi den næringsfattige jord med sand og grus øverst, er det guf de planter, som insekterne gerne vil have. Der skal sås frø, laves stensætninger og åbnes rørlagte vandløb. Der bliver placeret udgåede træer langs vejene som insekthoteller«.

Korridoren vil blive vedligeholdt. Den største trussel er nemlig, at invasive plantearter overtager arealerne, så der opstår en monokultur.

Thomas Flensburg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her