Da vi lukker kolonihaven ned for i år og slæber af med de sidste pakkenelliker, stikker ræven nysgerrigt hovedet frem for enden af stien. I et kort sentimentalt øjeblik strejfer tanken mig, at det er et farvel og på gensyn. Ræven og jeg har trods alt set en del til hinanden i løbet af sommeren, hvor vi flere gange stille som saltstøtter har leget stirreleg.

I virkeligheden udstøder den jo nok bare en tilfreds lille rævelyd, der udtrykker lettelse over omsider at få sin have for sig selv, så man kan gnaske, skide og rævegrave uforstyrret.