De ansatte på Geocenter Møns Klint fik sig en overraskelse, da de besigtigede klinten efter stormen.

Møns Klint ramt af surrealistisk og »fortryllende« fænomen

Foto: Geocenter Møns Klint
Foto: Geocenter Møns Klint
Lyt til artiklen

Det var et surrealistisk syn, der mødte personalet på Geocenter Møns Klint, da de lørdag formiddag skulle besigtige Danmarks største klint. Stormvejret, der havde ramt landet fredag og kastet store bølger mod kysten, var aftaget, og så var det tid til at tjekke skaderne omkring den 128 meter høje klint.

Alle fem trapper var ødelagt af uvejret, og det er i sig selv usædvanligt.

Men det mest spektakulære syn mødte medarbejderne, da de så det, der kaldes Forchhammers Pynt. Her lå et tyndt lag hvid kridtsne ud over et område på størrelse med en parcelhusgrund.

»Det var et fortryllende landskab, vi trådte ind i. Det var helt bizart og surrealistisk«, siger Nils Natorp, der er direktør ved Geocenter Møns Klint.

»Der er ingen af os, der arbejder her, der har set noget lignende«.



Det er normalt, at der kan være føget sand op på toppen af klinten, men at kridtet, som klinten primært består af, først er slidt af og efterfølgende blæst op over det højeste punkt, Dronningestolen, er »vildt«, siger Nils Natorp.

»Stormen har blæst kridtet op over Dronningestolen og de høje bøgetræer, og i ly af Dronningestolen har vinden taget nok af, så kridtet har kunnet lægge sig«, siger Nils Natorp.

Det er ikke det eneste særegne syn, man kan opleve, hvis man besøger klinten i disse dage. Havet er også virkelig smukt, fortæller direktøren, for der er ekstra meget kridt i vandet.

»Bølgerne har jo banket ind, og så er der kommet mere kridt i vandet, og det betyder, at du har mælkehvidt vand, der har nuancer af blåt og grønt. Specielt i dag, hvor vinden har lagt sig og solen er på, forstærkes farvespillet«, siger Nils Natorp.

Selv om uvejret har raset, så har der ikke været deciderede skred. Der er heller ikke forøget skredrisiko. Mudderskred og klinteskred ses mest om vinteren, hvor nedbør ikke fordamper og derfor i stedet gør jorden tungere. Nils Natorp minder dog om, at besøgende færdes på eget ansvar, da ingen kan forudsige, hvornår der sker skred.

Det er Naturstyrelsen, der står for trapperne, og hvornår de bliver lavet, kan man ikke sige noget om på nuværende tidspunkt.

Selv om trapperne ikke kan benyttes, kan man stadig komme på stranden. Så kan man køre til p-pladsen ved Møns Fyr og komme ned via Ørekulestien, oplyser oplevelsescenteret.


Pia Buhl Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her