Fredag 26. februar 2021 klokken 2 om natten ankommer fragtskibet ’Alana’ til Frihavnen i København. Skibet fragter containere med varer og gods, som i løbet af natten bliver løftet af lasten og kørt ud på pladsen bag det lukkede hegn ind til Frihavnen.
Særligt en af dem, en skrammet rød container, som kommer hele vejen fra Sydamerika, har på forhånd fået dansk politis interesse i en sådan grad, at de etablerer en overvågning af området. Efter halvandet døgns videoovervågning sker der noget, som får politiet til at gå i aktion.
To døgn før ankomsten til København bliver den røde container omlæsset i Bremerhaven i Tyskland efter ankomst med et andet fragtskib fra Rotterdam i Holland. Tyske toldere i Bremerhaven åbner rutinemæssigt containeren for at kontrollere indholdet og finder 300 kilo kokain pakket på fire paller.
Det hvide pulver er fordelt i små ensartede hårde indpakninger og stablet inde bagest i containeren, der i øvrigt indeholder en fuldstændig legal varetransport, bestilt af en dansk værktøjsproducent på Sjælland.
