Hjælpen er bogstavelig talt lige ved hånden. Et enkelt søgeord – det kunne være søvnbesvær, stress, depression eller angst – i App Store eller Google Play, og tilbuddene vælter frem.
En artikel i Ugeskrift for Læger anslog i 2022, at der findes over 10.000 apps med fokus på mental sundhed. Indholdet spænder fra meditations- og vejrtrækningsøvelser til akutte råd mod spiseforstyrrelse, selvskade og selvmord.


























