Hver fodboldslutrunde ledsages nu af velkendte moralske kvababbelser over sportens politik og økonomi. Men måske siger vores samvittighedskvaler mere om vores afhængighed af underholdningen end om selve sportens forfald.
Ingen har fortalt Curaçao og Kap Verdes tilhængere, at VM er ødelagt for altid
Illustration: Karina Kofoed. Originalfoto: Kim Agersten, Oleg Popov, Paul Ellis, Regis Duvignau, Arnd Wiegmann, Justin Setterfield, Pool, Ritzau Scanpix, Andrew Winning, Maria Lysaker
Lyt til artiklen
Henter...
Mit første VM-minde stammer fra dagene op til slutrunden i 1998. Jeg sad ved spisebordet med min samlemappe og en uåbnet pakke med slutrundens officielle spillerkort fra Panini, den vigtigste valuta blandt vennerne i skolegården og fodboldklubben.
Da jeg åbnede pakken, fandt jeg den hellige gral: Brasiliens Ronaldo, det mest værdifulde kort af dem alle. Ronaldo var verdens bedste spiller i slutningen af den epoke, hvor de store fodboldspillere fra fremmede kontinenter stadig var omgærdet af en vis mystik. Små drenge som mig kendte dem stort set kun fra fodboldmagasinet Goal. På grund af det blad var mit værelse plastret til med plakater af 90’er-legender, jeg aldrig havde set spille, som Argentinas Gabriel Batistuta, Nigerias Jay Jay Okocha og Paraguays José Luis Chilavert, den iltre målmand, der også var en livsfarlig frisparksskytte.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
