Det er faktisk fantastisk, at den britiske krimi kan blive ved med at blomstre som en hibiscus i en solfyldt have. Det er, som om briterne har et ekstra gear, såvel amerikanerne som danskerne og svenskerne kun kan drømme om. I løbet af de seneste mange år er en brusende strøm af krimier flydt vores vej, og det er godt.
Når kvalitetsniveauet er så højt, skyldes det en kombination af rigelighed i de skrevne krimier og en skuespiltradition, der ikke rigtig matches noget andet sted i verden. Producenterne er dertil fremragende dygtige til at caste; altså finde den helt rette skuespiller til rollen, hvor man i andre sammenhænge – slet ikke vores egen – oplever en noget rutinepræget omgang med skuespillerne: Den og den var meget god i den og den, så vi napper vedkommende til den her, så går det nok alt sammen. Sådan kan man godt fristes til at tænke.
