Alle Folketingets partier er bag flerårsaftale for landets domstole, der skal nedbringe sagsbehandlingstider.

Ny aftale skal forkorte ventetiderne ved domstolene

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Økonomien for landets domstole i 2024 og frem til 2027 er kommet på plads, og her er fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Det fremgår af den brede politiske aftale med alle Folketingets partier, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) præsenterer onsdag. I alt får domstolene 2,3 milliarder kroner over den fireårige periode.

»Vi tilfører et enormt ressourceløft til domstolene, samtidig med at vi går ind på en række forskellige punkter og forenkler retsplejen med henblik på at få bugt med de lange sagsbehandlingstider ved domstolene«, siger justitsministeren på et pressemøde.

Der afsættes penge til at ansætte flere dommere og til at øge retssalskapaciteten rundt i landet, så det stigende antal sager med mange tiltalte kan afvikles. Videre skal der også ansættes flere domstolsjurister og kontorfunktionærer, mens aldersgrænsen for pensionerede dommeres arbejde som tilkaldedommer hæves fra 72 til 74 år.

»Jeg tror, alle er pinligt bevidste om, at velfungerende domstole er en grundpille i vores retssamfund«, siger Peter Hummelgaard og tilføjer:

»Der er mange måder at opleve retfærdighed på, men vi må nok erkende, at grundsætningen om at forsinket og udsat retfærdighed også kan være nægtet retfærdighed, desværre har været sand igennem en årrække i Danmark«.

Mikael Sjöberg, som er formand for Den Danske Dommerforening, kalder det tiltrængt med flere dommere.

»Det er en længere proces at få bragt de lange sagsbehandlingstider ned. Man skal væbne sig med tålmodighed. Det er nok ikke sådan, at vi om et år, to eller tre vil kunne se mærkbare forbedringer. Det vil vare et stykke tid, før vi kan sige, at vi har fået tilfredsstillende sagsbehandlingstider«, siger han.

Det er også nødvendigt med ekstra dommere, hvis de danske domstoles lange sagsbehandlingstid skal ned. Sådan lyder det fra formand for Advokatrådets procesretsudvalg Nikolaj Linneballe.

»Først og fremmest er jeg ekstremt glad for, at politikerne endelig har lyttet efter det, som aktørerne har sagt i lang tid og tilført helt nødvendige midler til et system, som har været nødlidende i lang tid«, siger han til Ritzau.

Ifølge Nikolaj Linneballe står domstolene over for et langt sejt træk.

Ventetid er fordoblet på 10 år

I aftaleteksten lyder det, at eksempelvis sagsbehandlingstiden for domsmandssager er steget fra 127 dage i 2012 til 255 dage i 2022. I sit udspil ønskede regeringen at fastsætte et pejlemærke om, at sagsbehandlingstiden skulle ned på 100 dage. Men deciderede målsætninger er ikke en del af aftalen. I stedet skal domstolene have fokus på at prioritere straffesager, der »forventes at føre til ubetinget frihedsstraf«.

»Vi er ikke bange for, at vi ikke kan nå de pejlemærker, der har været sat, men det har været vigtigt for en række partier, der er med i aftalen, at det i sig selv ikke er det, man skal navigere efter«, siger Peter Hummelgaard.

»Man skal ikke styre hverken domstolene eller andre dele af den offentlige sektor efter et måltalsregime«, påpeger han.

Aftalen indeholder også forenklinger af retsplejen flere steder på baggrund af anbefalinger fra ekspertudvalget med forhenværende højesteretspræsident Thomas Rørdam i spidsen. Partierne er enige om at forhøje nævningegrænsen fra fire til seks år og forhøje appelgrænsen for civile sager fra 20.000 kroner til 50.000 kroner.

Det har blandt andet har Advokatrådet, Dansk Industri og Forbrugerrådet Tænk og Dommerfuldmægtigforening tidligere kritiseret, og den kritik gentager Advokatrådet i en pressemeddelelse onsdag. Ifølge rådet udvander det muligheden for at få prøvet sin sag ved to retsinstanser.

Desuden lovfæstes det, at det som almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at en tiltalt har tilstået.

I alt kan der findes 51,3 millioner kroner i årligt potentiale ved forenklingerne af retsplejen, som kan prioriteres andetsteds.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her